Analyse: Er woke-epoken forbi?
Begrebet woke har i det seneste årti været et af de mest omdiskuterede ord i den vestlige kulturkamp. Oprindeligt betød det at være “vågen” over for social uretfærdighed, racisme og diskrimination. Men fra omkring 2014 og frem blev woke et bredere, og for mange også mere negativt, mærkat for aktivisme omkring LGBT-rettigheder, feminisme, kønsidentitet og ligestillingskrav.
Woke som kulturfænomen
Woke-bølgen fik for alvor fart med bevægelser som Black Lives Matter og #MeToo, der satte fokus på henholdsvis racisme og sexisme. Aktivismen skabte markante debatter, men blev også kritiseret for at udvikle sig til et næsten hysterisk fokus på identitetspolitik, krænkelsesretorik og en polarisering af offentligheden.
Woke fungerede i mange miljøer som en slags moralsk kompas, men samtidig også som en ny social kontrol: sprogregler, boykotkultur og en skarp udskamning af dem, der ikke fulgte tidens normer. På den måde kan woke beskrives som en moderne parallel til tidligere ungdomsoprør – radikalt, idealistisk og ofte præget af sort/hvid tænkning.
Slutningen på en epoke?
Man kan argumentere for, at woke-epoken toppede i årene 2016–2020, hvor Trump-bevægelsen i USA samtidig voksede frem som en direkte modreaktion. Mange af de dagsordener, som woke satte på spidsen, er siden blevet mødt med træthed, skepsis eller decideret modstand i brede befolkninger. I dag ser vi en klar konservativ bølge – symboliseret af MAGA-bevægelsen i USA, men også i stigende grad i Europa – hvor fokus i stedet ligger på national identitet, traditionelle værdier og en modstand mod det, der opleves som venstreradikal kulturkamp.
Ser man på kulturhistorien, varer sådanne bevægelser typisk omkring et årti. Hippiebevægelsen i 1960’erne og punkbølgen i 1970’erne ebbede også ud, efterhånden som de blev enten mainstream eller udvandet. På samme måde kan man sige, at woke-epoken, fra ca. 2014 til 2024, nu er på retur.
Hvad står tilbage?
Det er dog vigtigt at understrege, at selvom woke som epoke kan siges at være afsluttet, så forsvinder de underliggende temaer ikke. LGBT-rettigheder, ligestilling og antiracisme er blevet en integreret del af den offentlige debat, og mange fremskridt på disse områder er irreversible. Det, der dør ud, er snarere den ekstreme, aktivistiske form, der gjorde woke til et kulturelt stridspunkt.
Konklusion
Woke-epoken synes at være forbi som kulturelt og politisk dominerende bølge. Den blev oplevet af kritikere som venstrerabiat, krænkelsesfikseret og egoistisk, og dens overdrivelser har banet vejen for en ny konservativ selvhævdelse. Men som med alle ungdomsoprør vil elementer af den overleve og sætte spor i samfundet. Spørgsmålet er snarere, hvordan balancen mellem rettigheder og friheder på den ene side og tradition og orden på den anden vil udvikle sig i den næste epoke.
About the Author
