De indbildt krænkede
Krænkelsesjournalistik – begrebet, der beskriver mediernes tendens til at forstærke og sensationalisere følelser af fornærmelse, har i årevis fyldt spalter, skærme og sociale medier. Men er vi nået til et punkt, hvor offentligheden har fået nok? Er æraen for “mikrofonholderi” for indbildt krænkede ved at være ovre? Mange mener, at tiden er inde til at sige stop.
Hvad er krænkelsesjournalistik?
Krænkelsesjournalistik opstår, når medierne giver uforholdsmæssig meget plads til historier om såkaldte “mikroaggressioner” eller pseudokrænkelser – ofte små, subjektive oplevelser af fornærmelse, der blæses op til store konflikter. Det kan være en uheldig formulering, en kulturel misforståelse eller en joke, der tages ud af kontekst. Journalister har i stigende grad fungeret som mikrofonholdere for dem, der føler sig krænkede, og givet platform til klager, der sjældent holder til en dybere granskning.
Denne form for journalistik har ofte været drevet af den såkaldte “woke”-kultur, hvor fokus på identitetspolitik og følelsesmæssig sårbarhed har domineret debatten. Men noget tyder på, at vinden er ved at vende.
Er woke-kulturen død?
Woke – oprindeligt et begreb om at være opmærksom på sociale uretfærdigheder – er blevet et fyord for mange. Det, der engang var en bevægelse for retfærdighed, er for nogle blevet en karikatur af overfølsomhed og censur. Offentligheden synes i stigende grad træt af at høre om endeløse krænkelser, hvor selv de mindste fejltrin bliver gjort til offentlige skandaler. Sociale medier som X afspejler denne holdning, hvor brugere i stigende grad håner det, de kalder “krænkelsesparate”, og opfordrer til at vende tilbage til en mere robust og mindre selvoptaget debat.
Er woke-kulturen så død? Måske ikke helt, men dens greb om offentligheden er svækket. Mange ønsker en tilbagevenden til en kultur, hvor man kan sige sin mening uden frygt for at blive “canceled” eller udskammet for småting.
Hvorfor gider vi ikke længere?
Der er flere grunde til, at krænkelsesjournalistikken er ved at miste sin appel:
- Overmætning: Når hver eneste uoverensstemmelse eller uheldige kommentar bliver til en nyhed, bliver læserne trætte. Historierne mister vægt, og folk begynder at tune ud.
- Manglende proportioner: Når småting som en forkert pronomenbrug eller en gammel tweet fra 2008 får lige så meget opmærksomhed som alvorlige samfundsproblemer, mister medierne troværdighed.
- Reaktion mod censur: Mange oplever, at krænkelsesjournalistikken bidrager til en kultur, hvor ytringsfriheden begrænses. Folk ønsker friere debat og mindre selvcensur.
- Fokus på løsninger frem for klager: Offentligheden efterspørger i stigende grad konstruktive samtaler om reelle problemer frem for endeløse diskussioner om, hvem der føler sig mest krænket.
De krænkelsesparate må søge læge
En voksende opfattelse, især på platforme som X, er, at de, der konstant føler sig krænkede, må tage ansvar for deres egne følelser. I stedet for at kræve, at hele samfundet tilpasser sig deres sårbarhed, opfordres de til at arbejde med deres egen robusthed – måske endda søge professionel hjælp, hvis deres reaktioner er overdrevne. Denne holdning afspejler en frustration over, at personlige følelser i alt for høj grad er blevet et offentligt anliggende.
Fremtiden for journalistikken
Hvis krænkelsesjournalistikken er på retræte, hvad kommer så i stedet? Mange håber på en journalistik, der fokuserer på substans frem for sensation. Det betyder:
- Dybdegående analyser: I stedet for at jagte klik med krænkelseshistorier kan medierne fokusere på at belyse komplekse samfundsproblemer.
- Ytringsfrihed: En kultur, hvor folk tør sige deres mening uden frygt for at blive misforstået eller udskammet.
- Fakta frem for følelser: En tilbagevenden til objektiv journalistik, hvor fakta vejer tungere end subjektive oplevelser.
Konklusion
Krænkelsesjournalistikken har haft sin tid, men dens greb om offentligheden synes at være ved at slippe. Folk er trætte af pseudokrænkelser og mikrofonholderi for de evigt fornærmede. Måske er det tid til at lade de krænkelsesparate tage hånd om deres egne følelser og lade journalistikken vende tilbage til det, den burde handle om: at informere, oplyse og skabe konstruktiv debat. Woke-kulturen er måske ikke helt død, men dens indflydelse er svækket, og det ånder mange frit.
About the Author
